FLAGS

Det er desværre noget tid siden.. og som sædvanligt skyldes det en travl hverdag. Underligt at gå fra et fuldtidsjob til ingenting og alligevel have mere travlt end nogensinde før. Annemette og Rasmus er ved at falde til i skolen, men det har krævet en del at komme der til. Kim har normalt undervisning om formiddagen, og en masse lektier/læsning resten af dagen, så ham ser jeg noget mere til, end jeg er vant til. Derudover er kalenderen stadig oversvømmet med arrangementer, så jeg keder mig bestemt ikke.

For at gøre det hele meget lettere har jeg kastet mig ud i noget vildt spændende. De sidste to uger har jeg været på kursus for at blive underviser/facilitator i ledelse og gruppehåndtering. Kurset varer yderligere to uger, som afholdes sidst i oktober. I januar eller marts skal jeg i en uge undervise amerikanske militær hustruer og andre interesserede inden for det amerikanske forsvar. I det amerikanske forsvar bor man oftest på kasserne, og familiernes ve og vel er ansvarsmæssigt placeret hos forsvaret. En stor del af de opgaver, det medfølger, er uddelegeret til hustruerne i form af frivilligt arbejde. Jo længere den bedre halvdel rykker op i rækkerne, desto mere ansvar står hustruen med, hvorfor de tilbyde dette kursus.

Kurset har indtil videre givet en masse i bagagen, som jeg også kan bruge i mit arbejde derhjemme ikke mindst, fordi der punges en masse penge i kurset. Vi har således fået lov til at prøve en masse værktøjer af inden for personlighedstests, læringsstile, lytte stile, menneskelige relationer, konflikthåndtering og lederstile. Derudover har jeg lært 10 vidunderlige mennesker at kende, og dermed også fået mulighed for at komme tæt ind på amerikanerne.


Kurset afholdes i en bygning, hvor andre spændende møder også foregår, hvorfor sikkerheden er meget høj. Lokalerne er spækket med teknologi, hvorfor vi ikke må spise og drikke i mødelokalerne, og al elektronik såsom mobiltelefoner skal være slukkede i bygningen. En morgen spurgte vores underviser, om vi kunne fornemme noget nyt ved vores lokal, hvorefter vi alle kiggede rundt, indtil vi blev opmærksomme på støjen. Det var "hvid-støj", som var sat op, så vi ikke kunne høre, hvad der foregik i mødelokalet ved siden af.

Back-to-School Night

Kim og jeg var i går til forældremøde på High School, hvilket gav et rigtig godt indblik i Annemettes hverdag. Fra klokken 7 til 9 om aftenen skulle vi gennemføre Annemettes onsdagsskema, dvs. 10 minutters orientering for hver time og de sædvanlige 5 minutter frikvarter til at gå fra det ene lokale til det næste.

Det var sjovt at høre, hvor mange amerikanske forældre, der beklagede sig over, at det var umuligt at nå fra et klasselokale til det næste på den tid, så vi er ikke de eneste med den opfattelse. Desuden fik vi på egen krop oplevet, hvor lidt sociale man kan nå at være. På gangene mødte vi ofte forældre, som vi kendte, men der var ikke tid til en snak - blot et Hej og Farvel.

Orienteringen i klasser var envejskommunikation, så ikke tid til at lære de andre forældre at kende og få en snak om, hvad der rør sig blandt de unge. Men det var rart at få ansigter på Annemettes lærere og høre, hvad de unge mennesker skal lære i løbet af året og få en fornemmelse af hendes hverdag.

Brand?

Amerikanerne elsker parader og i går var ingen undtagelse. Carlisle har tre brandværn, så med en størrelse på 20.000 indbyggere skulle vi være dækket ind. I paraden blev alle byens brandbiler plus nogle stykker fra oplandsbyerne vist frem. Her var både gamle og nye modeller - i alt over 50 køretøjer.

Hyttetur

Mandag var det Labor Day, så Rasmus og Annemette havde en kærkommen forlænget weekend. Vores udlejere havde været så flinke at invitere os op til deres hytte, som ligger oppe i bjergene en halv times kørsel fra os. Her hyggede vi os med nogle af deres venner og fik snakket en del om forskellen mellem Danmark og USA.

Når man snakker med amerikanere er sproget noget af det første de kommer ind på. For os er det naturligt at tage 2 til 3 fremmedsprog i skolen, men mange amerikanere kan kun engelsk, hvilket de selv er kede af. Det er sjovt at høre, hvor imponerede de er over vores engelsk - specielt børnenes. Mange kan slet ikke forstå, at det er muligt at blive så dygtig til et sprog bare ved at gå i skole og bliver ved med at tro, at vi har boet i et engelsktalende land før - eller at vi er amerikanere, der blot har boet i Danmark i en årrække - hvilket min frisør fejlagtigt troede.

Annemette og Rasmus laver S´mores over bålet. S´mores består af grillet skumfiduser med chokolade mellem to grahamskiks.

Nær hytten lå en hyggelig skovsø med sandstrand, der indbød til en svømmetur, hvilket Annemette benyttede sig af sammen med slangerne....

En vandrende pind.

Skolestart

Forventningsfulde startede Annemette og Rasmus i hhv. Carlisle High School og Wilson Middle School en tidlig mandag morgen sidst i august. Den første uge har været meget overvældende for dem, da den amerikanske skole er noget anderledes end den danske, og det har været med ondt i maven, at de er taget i skole hver dag ind til nu.

Der er utrolig mange regler, og eleverne bliver vurderet hele tiden via et sindrigt pointsystem. Så frygten for at gøre noget forkert eller ikke at have lavet lektierne, fordi man ikke lige har fanget, hvad læren har sagt, der har været værst for dem begge.

Her har læreren et fast lokale, så det er eleverne, der må skifte klasselokale efter hver time. Der er ikke tid til meget pjat, da der kun lige er tid til at skifte lokale i frikvarterene, og det er kun tilladt at opholde sig i klasselokalerne i timerne og i kantinen i spisefrikvarteret. Skal man på toilettet eller på biblioteket eller lignede, skal man have en skriftlig tilladelse på sig. Ikke underligt at unger føler det som at være i fængsel. Jeg fortalte en amerikaner, hvordan det foregår i Danmark, og hun spurgte: "Hvordan sikre i, at børnene ikke smadre skolen, når læreren vender ryggen til?". Mit svar var: "Vores børn er meget velopdragne...". Ingen tvivl om at vores sociale system er med til at sikre, at vi på skolerne ikke slås med de samme problemer, som amerikanerne oplever. Carlisle er heldigvis en meget fredelig by uden de store problemer.

Lærerne underviser kun i et fag, så en dag for dem er ofte at give den samme undervisning til 5 forskellige klasser i løbet af dagen. Til forskel fra Danmark tæller lektier ikke meget. I papirerne fra High School stod der ligefrem, at lektierne vil blive gennemgået sporadisk, og at man får max point for at aflevere 75% af lektierne, hvoraf 75% skal være løst korrekt. Dertil kommer, at lektierne kun tæller 5% i det samlede pointsystem, mens tests tæller ca. 50%. De fleste tests er udformet, så eleven blot skal vælge 1 ud af 4 svarmuligheder. De skal således ikke bevise, hvordan de kommer frem til resultatet. Annemettes første opgave i engelske, var at skrive et digt om sig selv på mindst 15 linjer. For dette kunne hun få 15 point, heraf ville 5 point blive givet, hvis hun tilføjede et billede af sig selv og 3, hvis hun lavede et par tegninger til digtet...

Kim var nødt til at undervise Rasmus i tysk i ugerne op til skolestart, da Rasmus manglede et halvt års tyskundervisning. Sjovt nok er tysk blevet Rasmus´ yndlingsfag. Dette skyldes ikke mindst lærernes dårlige udtale af sproget, hvilket Annemette også oplever i High School. Hvorfor de begge er foran de øvrige elever. Desværre er undervisningen ofte envejskommunikation, og det er ikke velanset at rette læreren.

Selv for os forældre har det været lidt af en udfordring. Pga. det amerikanske retssystem har skolen det fulde ansvar for børnene fra de stiger på skolebussen om morgenen, til de står af igen om eftermiddagen. Dette har betydet, at Annemette og Rasmus den første dag kom hjem med en centimer tyk stak papirere med regler og tilladelser, som vi forældre skulle gennemlæse og underskrive.

I High School vælger eleverne, hvilke fag de vil have, hvorfor eleverne ikke går sammen med række faste klassekammerater, men har timer med forskellige elever i hvert fag. Annemette har heldigvis fået venner i alle hendes fag, hvilket er alle tiders, da de hjælper hende på vej. Også Rasmus har fået venner, dog kom han hjem og fortalte, at han havde fået en ven, men han ikke vidste om det var en pige eller en dreng...

Ingen tvivl om, at dette år vil give dem begge en masse oplevelser og være en meget lærerigt.