Huset

Som mange af jer sikkert ved, lejede vi huset via en annonce på internettet og underskrev kontrakten på baggrund af de billeder, som ejerne havde sendt til os. Dertil et "OK" for området og kvarteret fra Kim's danske kollega, der lige nåede at køre forbi huset, inden vi sagde ja.

Så det var lidt underligt at ankomme godt trætte til huset sent om aftenen, efter at mørket var faldet på og vågne op næste dag til helt nye omgivelser. Men huset lever fint op til vores forventninger, og her er alt, hvad vi har brug for, fra køkkenudstyr til sengetøj og håndklæder. Ejerne er superflinke og kommer gerne med de ting, vi eventuelt måtte mangle.

Huset er på 250 m2, og indretningen er dejlig lys og let, hvilket ikke er helt i tråd med den amerikanske indretningstrend, som er noget mørkere og tungere.

Haven er dejlig lukket, så vi nyder det gode vejr, der - bortset fra enkelte tordenbyger - kun har budt på høj sol og 30 til 35 grader.

Har man penge, så kan man få...

Endelig har vi fået købt to nye computere, og da Kim samtidig har fået udleveret en bærbar PC til evig eje af det amerikanske forsvar, skal jeg ikke længere slås for komme til det tekniske vidunder og skrive om alt det, der sker herovre.

Vi er efterhånden ved at falde på plads og har fundet ud af, hvor vi kan handle ind, og hvor de gode butikker er. Jeg har dog endnu lidt svært ved amerikanernes forhold til afstande. F.eks er det helt normalt at køre de to timer til Philadelphia eller Washington DC for at købe tøj, men mon ikke jeg lærer det.

Annemette og jeg var i søndags på shoppingtur i Gettysburg (en halv times køretur herfra) sammen med Kim (en anden Kim af hunkøn) og hendes datter Laura, som vi er kommet i kontakt med via den dansker, der netop har gennemført kurset herovre. Laura er 15 år, så det var en fornøjelse, at hun og Annemette fik snakket en hel del på shoppingturen. De aftalte at mødes med mange af Laura's veninder den 3. juli til en pigetur, der slutter af om aftenen med fyrværkeri i anledning af den amerikanske uafhængighedsdag, som fejres den næste uges tid.

Vores shoppingtur gik til et kæmpe "outlet"-center - en samling forretninger udformet som en helt lille landsby. Her kunne man få alt, hvad hjertet kunne begære af tøj til billige penge. Kvaliteten er dog ikke helt den samme, som vi er vant til, men hvad gør det, når man kan få en t-shirt til 5$.

I det hele taget går det fint med at bruge penge. Ud over computere og tøj har jeg fundet en kæmpe forretning, hvor jeg kan få alt til mine maleristiske udfoldelser og andre hobbyaktiviteter. Så det drejer sig i høj grad om kunsten at kunne begrænse sig.

Vi har fået en amerikansk konto og har overført de første penge fra vores danske konto via vores netbank (hvilket er en helt ny mulighed)

- og det virker :-).

Sikkerheden herovre har dog meget at komme efter. Til vores amerikanske konto har vi selvfølgelig fået hvert et visa-kort, men til vores overraskelse skulle vi selv vælge vores PIN-kode, som blev skrevet ned på et stykke papir og senere lagt ind i edb-systemet. Så sikkert og nemt eller rettere Nem(ID)t kan det åbenbart også gøres.

Tordenvejr

I går havde vi planlagt en tur i swimmingpoolen på kasernen, men netop som vi ankom, begyndte det at tordne, så vi var nødt til at køre hjem igen. Idet vi drejede ind i garagen, begyndte det at regne voldsomt, og i løbet af få minutter blæste det voldsomt op. Det regnede så kraftigt udenfor, at alt blev helt hvidt. Lige så hurtigt som det var kommet, forsvandt det igen, og det klarede hurtigt op.

Ejeren af vores hus - Fred - kiggede kort tid efter forbi for at se, hvordan det stod til hos os. Fred bor ca. 300 meter fra os, og hos dem havde det være meget voldsomt. På vores aftengåtur fik vi syn for sagen. I et område syd for os var flere træer væltet - mange ind i elledninger og enkelte ind i huse, og et større oprydningsarbejde var i gang. Vi var noget overraskede, for på vores vej var der kun lidt nedfaldne smågrene, så det var et meget lokal uvejr.

Forsidestof

Klik artiklerne for at se et større billede.

I går var vi alle på US Army War College til orientering om alle de lokale tilbud, der findes. Vi fik flere kilo informationsmateriale med hjem om alt muligt; skoler, sportsaktiviteter, kørekort, turistattraktioner og meget mere, så der er nok til flere timers læsning.

Vi blev i den forbindelse interviewet til den lokale avis, hvor vi roste amerikanerne meget for deres gæstfrihed, som vi har oplevet alle steder. Alle er meget hjælpsomme og er meget glade for, at vi er rejst den lange vej for at opleve deres land.

Det er absolut ikke svært at komme i kontakt med amerikanerne, som gerne hilser og får en snak, når de hører, at vi kommer fra udlandet. De deler gerne ud af tips om gode spisesteder og steder, vi bør se. Så vi ser meget frem til at lære dem bedre at kende.

Hvad kan man få for en tier?

I dag kørte vi forbi Taco Bell - en mexicansk fast food kæde -, og her fik vi hver en menu bestående af en halv liter sodavand, en burrito med kød- og grønsagsfyld samt en lille pose chips for 2$ - BILLIGT.

Mod hvad man skulle, tro var betjeningen helt i top, og vi blev behandlet som konger og dronninger og fik lært tjeneren at sige "goddag".

Sankt Hans

Mandag holdt vi Sankt Hans fest for vores sponsorer Nancy og Don og deres venner Kathy og Marie. Ildfluerne blev hurtigt udkonkurreret af skæret fra det enorme bål - grenaffald, som Don havde samlet sammen de sidste par år og blot manglede et påskud til at få brændt af.

Festen blev afholdt på behørig vis med heks, midsommervise, nationalsang og snobrød. Dog sprang vi blåtalen over, men fortalte i stedet om traditionen, som amerikanerne ikke kender. Snobrød var også nyt for dem, og de kunne tilsyneladende godt lide brødet.

Nancy havde udskrevet en artikel om Danmark og danskerne fra internettet, så vi sluttede aftenen af med en hyggelig snak omkring forskellen mellem amerikanerne og danskerne. Kathy syntes godt om vores vores sundhedssystem, mens vi misundte deres forhold til lokalsamfundet (their community), som er et stort omdrejningspunkt, og som mange støtter via frivilligt arbejde. Netop en konsekvens af et mindre statsligt sikkerhedsnet, som vi som danskere tager for givet.

Værtsfamilie

I forbindelse med vores ophold har vi fået tildelt en værtsfamilie - Don og Nancy -, som skal hjælpe os med at falde til. I lørdags var vi inviteret til en gåtur i det grønne samt aftensmad hjemme hos dem.

Don og Nancy er veluddannede, har gode stillinger og hører derfor til den velstillede del af den amerikanske befolkning, hvilke tydeligt kan ses på deres hjem, som er fyldt med antikt legetøj og julepynt - Nancy's passion.

De er meget berejste og har været i stort set hele verden; Kina, Galapagos og Svalbard. Sidstnævnte for at se isbjørne, som Nancy altid har syntes godt om.

Nancy går meget op i den sunde levestil, så maden var super lækker med masser af frugt og grønt, men i en travl hverdag købes det hele færdiglavet, så frugten er udskåret, og kødet skal blot i mikrobølgeovnen. Til vores overraskelse blev maden serveret på paptallerkener, men hvorfor bruge tid på at putte tallerkerne ind og ud af opvaskemaskinen, når man kan nøjes med at smide dem i skraldespanden?

Forholdet til madlavning (eller mangel på samme) står i skærende kontrast til køkkenet, som ofte er kæmpestort. Her med mega komfur og yderligere en ovn og selvfølgelig mikrobølgeovnen samt køleskab, som i standard er dobbelt så bredt som i Danmark.

Snakken gik livligt - især Nancy's. Nancy havde desuden inviteret en veninde og hendes plejedatter, der er 16, og som går på samme High School, som Annemette skal gå på. Pigerne fik en god snak, og da Annemette fik fortalt om Sankt Hans, blev det lynhurtigt aftalt, at vi mandag aften skulle holde Sankt Hans fest for dem.

Indkøb

Som forventet er supermarkederne kæmpestore, og udvalget er derefter - her er alt, hvad hjertet kan begære - både af det sunde og det mindre sunde. Kager gør man rigtig meget i, men er man mere til det sunde, findes her også alt i grønt og frugt - helt eller udskårent, så det er ikke umulig at holde den slanke linie.

Det gælder dog om at have god tid til at handle ind. Det tager selvfølgelig tid at finde det, man gerne vil have, og når vognen så er fuld, og det er tid til at betale, så kan man jo lige så godt tale med alt og alle, mens kassedamen scanner varerne og putter dem i poser. Selv kassedamerne har god tid og taler gerne med dem i køen -både foran og bagved.

Radiobil

Så har vi købt en syv personers Honda, der har alt i udstyr - selv dørene og bagsmækken kan åbnes ved tryk på fjernbetjeningen, og at bakke er en ren fornøjelse, da der er kamera bag på bilen.

Den amerikanske trafik er ikke så slem, som jeg havde forventet. Man må højst køre 40 km/t i byerne, og da man har "fuldt stop" i stort set alle kryds i stedet for højrevigepligt, så går det hele stille og roligt - til tider lidt for roligt efter Kims smag...

"Fuldt stop" i et kryds betyder ofte, at der er "fuldt stop" fra alle fire sider. Den, der kommer først til krydset, har derfor ret til at køre først. Til tider kan det være svært at regne ud, i hvilken rækkefølge man er kommet til krydset, så det kan tage lidt tid, inden alle er klare på, hvem der er den næste.

Alle vejskilte er med tekst, og der er rigtig mange skilte, da amerikanerne gerne vil sikre sig, at alle har forstået færselsreglerne, så det gælder om at have øjnene åbne hele tiden.

Til gengæld er det mod forventning super nemt at køre med automatgear. Det er som at køre i radiobil, blot med den forskel at man kan bakke.

Plastik

Her er alt STORT. Husene (som Annemette har døbt barbiehuse), bilerne, naturen - ja, selv talestrømmen fra Linda, som vi har lejet huset af. Alt er pænt og nydeligt. Alle grøftekanter er slået, så ikke et græsstrå ligger forkert. Det samme gør sig gældende for haverne. Her er stort set ingen hegn eller hække, så det hele ligner parker.

Amerikanerne gør meget ud af, at alt skal se pænt ud, men tag ikke fejl. Annemette's motto er ret hurtigt blevet:

"Oh my God, it's all made of plastic".

Genboen har et stort flot murstenshus - troede vi. Men ved nærmere eftersyn viste det sig blot at være plader, der ligner mursten.

24 timer

Hvordan tilbringer man bedst 24 timer og samtidig flytter sig mere end 7000 km?

Vi startede ud kl. 5 lørdag morgen med at tage en taxi til Karup lufthavn. Herefter gik flyveturen til Kastrup og herfra videre til Paris og endelig til Washington DC. Herfra havde vi en to timers køretur til Carlisle, så vi kunne gå til ro 24 timer efter, vi startede turen.

Alt gik vel, bortset fra to timers ventetid i flyet i Paris p.g.a. tekniske problemer. Selv bagagen havnede mod forventning det rigtige sted.

Velkommen

Velkommen til vores blog, hvor du kan følge vores år i USA.

Fra den 12. juni 2010 til midten af 2011 vil vi befinde os i USA, Carlisle i Pennsylvania, mens Kim læser på US Army War College.

Året vil byde på en masse oplevelser og udfordringer, som jeg vil forsøge at dele ud af.

Kærlig hilsen/Love

Merete