Carlisle PA, USA

Carlisle PA, USA

søndag den 29. august 2010

Skoleklar

I morgen starter Annemette og Rasmus i skole, hvilket selvfølgelig giver sommerfugle i maven - ikke mindst, fordi det amerikanske skolesystem er noget anderledes end det danske. I landet hvor den enkeltes frihed værdsættes højt, er der regler for, hvordan man opfører sig, såvel i skolen som i skolebussen. I sidstnævnte er der opsat kameraer og mikrofoner, og eleverne kan blive straffet for dårlig opførsel og beskidt sprog. Skoledagen starter kl. 7.49 og slutter 2.35 hver dag med mellem 2 og 7 minutters frikvarter mellem hver time, kun lige nok til at skifte klasselokale. Spisefrikvarteret er på 25 minutter, hvor eleverne skal nå ned i kantinen, stå i kø og købe mad og nå at spise den. Desuden er der regler for, hvilket tøj man må have på, hvilket bl.a. indebærer:
  • Ingen hovedbeklædning eller solbriller.
  • Ingen smykker af nogen art.
  • Ingen bare skuldre eller maver.
  • Undertøj må ikke være synligt.
  • Shorts, nederdele og kjoler skal være i fingerspidslængde.
Idrætstøjet er obligatorisk - grønne shorts og hvid eller grå T-shirt. I High School kan man vælge forskellige sportsgrene, men kun de bedste optages på holdene. Der findes stort set ikke andre muligheder for at dyrke sport. Skolerne er aflukkede i skoletiden, hvorfor der ikke er mulighed for at komme ud i frikvarterene og få frisk luft. Overtrædes reglerne betyder det eftersidning, og man fratages muligheden for at deltage i skolefesterne. Herudover er der selvfølgelig prøver en gang om ugen og eleverne får konstant karakterer, hvilket vi forældre forventes at følge skarpt op på...

Ikke så underligt at sommerfuglene flakser lidt rigeligt i øjeblikket, men jeg er ikke i tvivl om, at Annemette og Rasmus nok skal klare sig godt :-)

Bamser og fødselsdag

Tirsdag i sidste uge var det endnu engang "Conversation and Culture" for os internationale hustruer. Turen gik til Gettysburg, hvor de historiske slagmarker fra borgerkrigens afgørende slag ligger - forbi disse og til det nærlæggende Bamse-indkøbscenter... en treetagers bygning fyldt med bamser, alle lavet i Kina ... Jeg havde nu foretrukket at se nærmere på slagmarkerne!

Efterfølgende var vi nogle stykker, der benyttede lejligheden til at tage i det lokale outlet-center for at shoppe i 4-5 timer. God motion der gav ømme arme og ben. Gevinsten var bl.a. cowboybukser til 60,- kr. stykket.

Onsdag aften havde jeg inviteret alle mine "kollegaer" til en aften i byen uden mænd og børn - en tilbagevendende begivenhed. Jeg havde valgt en kinesisk buffet, hvor man kan spise og drikker alt det, man vil for $10, og udvalget er kæmpestort. Super hyggeligt at sidde blandt mennesker fra mere en 15 forskellige lande og bl.a. høre om livet i Sydkorea, Bulgarien og Argentina. Det er meget forskelligt hvor gode engelskkundskaberne er, så jeg er efterhånden blevet helt trænet i at lytte til fransk og spansk.


Vi var nødt til at efterlade vores højt savnede kat, Bloo hjemme i Danmark hos mine forældre. Til vores trøst kommer genboens meget kælne hankat ofte forbi. Han er så kælen, at det næsten er umuligt at fotografere ham, da han helst vil sidde i armene på én.

Som jeg tidligere har beskrevet, er dyrelivet noget andreledes, end det vi er vant til. I den sidste måneds tid er ildfluerne blevet erstattet af et hav af cikader, der synger dagen og natten lang. På det seneste har vi haft besøg på disse fugle, som elsker at spise frøene i vores blomster.


Fødselsdagsfester har der været et par stykker af på det sidste. Fredag i sidste uge var vi til børnefødselsdag i det australske hjem og tirsdag gik turen til det norske hjem. Det sjove var at høre amerikanernes oplevelse af den norske fødselsdag, hvor børnene blot havde frit lejde til at løbe omkring og lege. Kommentaren herfra var - "Jamen, de kan jo godt finde ud af at underholde sig selv". Amerikanske børnefødselsdage er ofte arrangerede med konstant underholdning, og man hyrer gerne hjælp udefra.

Her skæres Lego-fødselsdagskagen ud til den australske fødselsdag, mens alle kameraerne blitzer.
Onsdag var det så Kim's tur til at blive fejret. Jeg købte dog ikke grillen, men valgt i stedet et pulsur med GPS, så han ikke farer helt vild på løbeturene. Vi har længe beundret den høje service i butikkerne, hvor man altid tilbydes hjælp, så snart man kommer indenfor. Jeg har dog senere fundet ud af, at det er begrænset, hvor meget viden ekspedienterne har om de varer, de sælger. Således blev jeg henvist til 3 forskellige afdelinger af butikken og måtte til sidst fortælle en af ekspedienterne, at pulsurene befandt sig i hans montre, selvom han hårdnakket påstod, at det ikke var tilfældet.
Fødselsdagen blev fejret på behørig vis med morgensang og gaveudpakning. Om aftenen var Kim og jeg dog inviteret til reception på kasernen, så vi valgt derfor at udskyde fejringen til dagen efter med barbecue for Kim's "klassekammerater". Heldigvis tager amerikanerne det meget afslappet, og selvom der ikke er stole til alle, så står man da bare og spiser og får en god snak.

søndag den 15. august 2010

Støvsuger, fodbold og bil

Så er endnu en uge fløjet af sted. Søndag havde vi besøg af vores værtsfamilie og militære sponsor - Suzanne samt Katie til en gang barbecue på terrassen. Det var rigtigt hyggeligt, og de var helt vilde med min madlavning - grønkålssalat, vandmelonssalat og auberginesalat. Nancy fra vores værtsfamilie går meget op i den sunde levestil, så det var lige noget for hende. Hun fortalte, at hun for nogle år siden var i Norge for at besøge nogle venner. Her var hun meget overrasket over, at nordmændene ikke havde behov for mikrobølgeovn men i stedet havde varmluftovne og kogeplader, der var magnetiske. Suzanne og Katie anede end ikke, hvad induktion var, så jeg var nødt til at fortælle dem, hvad det gik ud på. De var noget overrasket over at finde ud af, at vi i Europa på nogle punkter er foran amerikanerne. Hvorefter jeg fortalte dem om vores støvsugere... Støvsugning her er et mareridt ikke mindst pga. forkærligheden for langhårede tæpper.

Dyret her, som er helt ny, da den forrige brød sammen, kan til nød finde ud af at støvsuge tæpper, men er ekstrem tung og umulige at komme omkring med. Når det kommer til træ- eller linoleumsgulve står den helt af. Derfor har amerikanerne opfundet alverdens hjælpemidler såsom Swiffer og små ministøvsugere. Hvis bare jeg havde taget min danske med....

Rasmus har været i fodboldskole 3 timer hver dag i denne uge. Her er han blevet trænet af unge spillere fra Manchester United, hvilket har været en rigtig god oplevelse. De første par dage spillede de i 35 graders varme, hvilke var lidt rigeligt, men med masser af vand og isterninger gik det. De blev inddelt i forskellige landshold, og Rasmus var så heldig at komme på det danske. Ud over fodboldtræningen fik de en masse forskellige opgaver, såsom at lave sjove udklædninger og flag til deres hold.

Da pigerne herovre ikke spiller amerikansk fodbold, spiller de i stedet vores form for fodbold eller "soccer", som de kalder det. De sluttede af med en lille turnering, hvor Danmark som sædvanligt ikke løb af med sejren, men dog blev hyldet på behørig vis.

Annemette var i denne uge på babysitterkursus, så hun kan komme til at tjene en masse penge på at passe børn. Kurset var efter sigende lidt kedeligt, men samtidig en god måde at lære mere om forskellen mellem amerikansk og dansk kultur. I forbindelse med førstehjælpeskurset fik hun således at vide, at hun, før hun giver førstehjælp, skal kontakte forældrene og spørge om lov til at gøre det, og at hun skal tage handsker på - lad os håbe at barnet overlever så længe! Desuden må børnene ikke lades ude af syne, ligesom det er forbudt at lade et barn sidde alene i en bil.

Kim har haft en stille uge med undervisning om formiddagen. Tirsdag eftermiddag var han til fysisk test, hvor han fik fortalt at vægten var ok, men at der var lidt for meget fedt på kroppen. Så er det godt, at jeg netop har meldt hele familien ind i det lokale fitnesscenter. Fredag skulle han til engelsk test, som er påkrævet for, at han kan tage en Master. Desværre blev det ikke til noget, da deres internetforbindelse gik ned.

Jeg har også i denne uge haft engelskundervisning. Vores underviser er super god, og udover engelsk får vi lært en masse om hinandens kulturer. Jeg har endda valgt kurser som "Dress for success" fra for at kunne deltage i undervisningen. Tirsdag var jeg sammen med Rhonda fra Canada og Annette fra Holland i fitnesscenter og få undervisning i at bruge deres maskinpark - håber det på sigt kan hjælpe med at stramme lidt op på figuren.

Vejrmæssig har vi efter en meget tør periode for en gang skyld får lidt regn. Dog ikke helt i de mængder som i København, men ... Desuden er temperaturene de sidste par dage faldet til omkring 25 grader, som for os, der er blevet vant til varmen, næsten synes koldt.
For os udlændige synes amerikanernes energiforbrug helt vanvittigt. Air condition kører døgnet rundt alle steder, skuret så langt ned, at man mange steder er nødt til at tage mere tøj på, for at gå indenfor. Vi har dog måtte bøje os lidt med hensyn til transportmidler, da der simpelthen ikke findes offentlige transportmidler, og det derfor er et puslespil at få det til at hænge sammen med en bil. Da vores værtsfamilie have en bil i overskud, og de tilbød os at købe den billigt, slog vi til. Vi har den foreløbig til låns, da vi lige vil have den forbi en mekaniker for at sikre os, at den er helt i orden. Endnu en benzinsluger - en Buick Le Sabre, så nu er der ikke plads til mere i garagen.

tirsdag den 10. august 2010

Naturligvis

Som den dyreelskende familie vi er, så her lidt om dyrelivet omkring os.

Til vores overraskelse vrimler det med vilde dyr uden for vores dør. Da vi jo befinder os på et andet kontinent, er dyrelivet desuden lidt anderledes end det, vi er vant til, hvilket ikke gør oplevelsen mindre.

Så her et lille eksempel på nogle af de dyr, vi ser jævnligt.

I vores kompostbunke bor en "groundhog" - et skovmurmeldyr, som er på størrelse med en kat.

Over alt i haverne hopper vilde kaniner rundt.

Vi fodre hver dag egern og chipmunk - jordegern - med majs og nødder på terrassen, og vi har gerne besøg af 3 egern ad gangen.




Fuglelivet er noget mere farverigt end vi er vant til. Desværre har det endnu ikke været muligt at tage et billede af en kolibri, som vi af og til ser i haven.




lørdag den 7. august 2010

Endnu en travl uge

Så er endnu en uge fløjet af sted. For Kim's vedkommende ankom alle hans amerikanske kollegaer mandag, så ugen har for hans vedkommende stået på introduktion og velkomst - igen!

Mandag aften var vi til barbeque med Kim's klassekollegaer og deres familier. Mange af dem er først lige flyttet til Carlisle for at deltage i kurset, så det var lidt underligt at være den, der kunne fortælle dem, hvor de finder hvad i byen. Mange af dem havde mindre børn, så Annemette fik hurtigt masser af babysitteraftaler.

For mit vedkommende har ugen budt på engelskkursus to timer hver dag. Tirsdag var der for første gang "Culture and Conversation" for os internationale hustruer. Arrangementet afholdes en gang om ugen. Her fik vi ordentligt snakket, og amerikanerne fik fortalt om alle deres vidunderlige husholdningsprodukter - vores er mindst lige så vidunderlige!!! Det er en helt særlig oplevelse at sidde i et lokale med mennesker fra mere end 30 forskellige nationer fra alle verdensdele, og der er rig mulighed for at få lært en masse andre kulturer at kende - og specielt for at se forskellene og lighederne.

Onsdag var Rasmus til test i algebra, hvilket var lidt af en udfordring for ham. Mest af alt fordi han aldrig har prøvet en amerikansk test før, hvor man blot skal vælge et ud af flere svarmuligheder. Så Rasmus brugte i stedet tiden på god dansk vis med at bevise, hvordan alle stykker var regnet ud.

Torsdag var jeg med Rhonda og Annette fra hhv. Canada og Holland i det lokale fitnescenter for at melde os ind, så vi kan få stramme lidt op på figuren. Derefter kørte vi til Harrisburg for at shoppe. Her fandt jeg fødselsdagsgaven til Kim (sig ikke noget til ham :-))

Han har godt nok allerede købt en grill, som skulle være den største, han kunne finde, men denne her er mindst en halv gang større....

Senere på eftermiddagen var jeg til engelsktest, som er påkrævet for at tage kursus på det lokale universitet. Testen bestod i, at jeg skulle skrive mindst 5 afsnit om miljøvenlig energi - og jeg som blot ønsker at tage et malekursus...

Fredag stod på åbningsceremoni og picnic, hvor hver af de 20 klasser skulle bygge en båd ud af pap og tape og sejle den fra den ene ende af swimmingpoolen til den anden MED to passagerer! På tid, selvfølgelig. Dette foregik med større eller mindre succes.

Rasmus hjalp med at bygge båd nr. 19...

.. som til alles overraskelse løb af med andenpladsen.


Weekenden står på afslapning samt endnu en barbeque, da vi har inviteret vores amerikanske sponsorer til en gang grillmad søndag aften.

onsdag den 4. august 2010

Washington D.C.

Mandag i sidste uge var vi på fællestur til Washington D.C. Det er helt klart ikke sidste gang! Byen er utrolig flot, da amerikanerne har haft god tid til at planlægge den, inden den blev bygget og har haft rigeligt med plads at gøre det på. Således består bymidten af en kæmpeplads med Capitol Hill i den ene ende og Lincoln-monumentet i den anden ende med Washington-monumentet (obelisken) i midten. Fra den ene til den anden ende er der ca. 3 km.


Annemette ved Lincoln-monumentet med Washington-monumentet i baggrunden.

Washington-monumentet med Capitol Hill i baggrunden. Hele dette område kaldes The Mall, og på hver side af den brede plæne ligger palæerne tæt. Disse er indrettet som museer, så her er rig mulighed for at få en kulturel og lærerig oplevelse, hvilket vi kun fik set en brøkdel af. Området er derudover fyldt med monumenter over store præsidenter og faldne soldater.

Vi ankom mandag til Arlington kirkegården, hvor mere end 275.000 soldater og pårørende begravet, dog primært faldne soldater fra krige, hvor USA har været involveret. Et enormt område fyldt af lange lige rækker af hvide gravsten.

Ved den ukendte soldats grav var der kransenedlæggelse, hvilket Kim's kollegaer fra Holland, New Zealand og Canada stod for. Vagtskiftet, som foregår hver halve time, var noget af en oplevelse, da det foregik med fuldstændig robotagtige bevægelser.

Det er helt tydeligt at mærke, at amerikanerne sætter deres frihedsfølelse utrolig højt og gør meget ud af at ære dem, der forsvarer og kæmper for den.

Tirsdag til torsdag havde mændene ét program, mens vi kvinder og børn havde et andet. Tirsdag var mændene var således på rundvisning og orientering i Pentagon, mens vi var en tur forbi mindelunden for de mennesker, der omkom ved terroristangrebet mod Pentagon den 11. september 2001. En utrolig flot lund, der består af 184 bænke, som hver bærer navnet på et offer. Bænkene er placeret efter alder fra 3 år til 71 år. De bænke, der peger mod Pentagon, repræsenterer et offer i Pentagon, mens bænke, der peger i den anden retning - mod himlen -, repræsenterer et offer fra flyet.

Herefter gik turen til et af de store shoppingcentre i Washington D.C, hvor vi havde rig mulighed for at bruge løs af dollarsedlerne. Jeg indskrænkede mig dog til et par shorts til Rasmus og et par crêmer til mig selv, som kostede det halve af, hvad de koster i Danmark.

Om aftenen var vi på fælles guidet tur til midtbyen.


Vietnam-monumentet, der består af polerede granitplader, hvori navnene på faldne og savnede soldater er indgraveret.



Capitol Hill, hvor kongressen og højesteret holder til.



Lincoln-monumentet.



Monumentet over koreakrigen.


Og selvfølgelig Det hvide Hus, hvor præsidenten var hjemme, men desværre ikke havde tid til at komme ud og hilse.


Onsdag stod den på tur til Washington Zoo. Annemette var ikke meget opsat på turen, da som hun sagde: "De har jo den samme slags dyr som i en dansk zoo". Det hjalp dog lidt, da vi fik at vide, at de havde kæmpepandaer. Det var dog så som så med oplevelsen, da den, vi så, blot lå og sov. Rasmus påstod endda, at den var død.



Torsdag stod den på tur til National Air and Space Museum. En spændende tur, der blev afsluttet med det obligatoriske besøg i verdens næststørste McDonald - den største ligger i Bejing. Om eftermiddagen tog Kim og jeg alene ind og så det nationale kunstmuseum.


Naturhistorisk museum kendt bl.a. fra filmen "Nat på Museet 2".


En skulptur i parken uden for naturhistorisk museum.


Aftenerne blev brugt på fælles hygge i hotelbaren. En aften henvendte en amerikaner sig til Annemette og spurgte, om vi kom fra Minnesota... Så lidt amerikanske er vi vel allerede blevet?

Fredag var hjemrejsedag. På vejen hjem kørte vi forbi det hvide hus, netop som præsidentens helikopter "Marine One" landede på plænen foran huset. Billedet er desværre ikke det bedste :-(

På vejen hjem var vi lige et smut forbi en anden afdeling af Air and Space Museum. En kæmpe hangar fuldt med fly og rumfartøjer.

Rumfærgen "Enterprise".
Lørdagen stod den på fælles picnic, hvor alle de internationale familier og deres sponsorer deltog, så søndagen måtte vi simpelthen bruge til at puste ud!