Kim er kommet godt fra start på studiet, som ind til videre har været overkommelig med primært halv dages introduktion til kurset og den amerikanske kultur med videre.
Amerikanerne er et utroligt venligt og åbent folkefærd, så vi har allerede lært flere familier at kende. Således var vi i søndags til barbecue hos en familie, der bor et par gader herfra. Vi har lært familien at kende, da vi i sin tid forsøgte at leje deres hus. Amerikanerne er meget uformelle, så grillfesten foregik med stole og tæpper i haven, hvor alle naboerne kiggede forbi medbringende salat eller kage. Meget hyggeligt, især da amerikanerne snakker løs, og man derfor meget hurtigt får lært en masse om dem.
Vi har efterhånden fået turet en del rundt i Carlisle og er nærmest stedkendte. Specielt alle indkøbscentrene er blevet travet igennem, og her er ingen undskyldninger for ikke at nå at handle ind, da butikker som Bilka (GIANT) har åbent døgnet rundt alle ugens dage. Servicen er helt i top, da varerne bliver pakket i poser for en. Det mest underlige er dog, når de også bærer varerne ud i bilen og putter dem i bagagerummet - så står man der og ved ikke, hvad man skal gøre af sig selv.
Jeg har fået indrettet noget af kælderen til atelier. Jeg er ikke rigtigt kommet i gang endnu med at male, men mon ikke der bliver tid til det. Dog er programmet for resten af måneden ret stramt, da der i denne weekend er tur til Philadelphia, næste weekend står den på tur til Hershey forlystelsespark og hele ugen efter på tur til Washington D.C. Der i mellem starter så alverdens aktiviteter og engelskkurser op for os hustruer. Så hvis jeg ikke kan holde varmen, skal jeg blot tænke på alt det, der skal nås - ups, og der er registrering til skolen torsdag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar